En fødevarehåndværker: mød Astrid Nässlander

På øen Steigen, der ligger over for Lofoten, besigtiger Astrid Nässlander sit område. Den smukke strækning af Norges kyst har dramatiske fjelde og hundredvis af øer og holme, der er omgivet af turkisblåt vand. Det er også her, den 30-årige freelancekok og bæredygtige kødproducent henter alle de råvarer, hun har brug for eller ønsker.

“Der er uendelige mængder af bær og svampe og perfekt afkølet kildevand om sommeren,” fortæller Astrid entusiastisk. “På Steigen ligger mange gårde, og jeg elsker at møde får og kvæg på vejen eller i fjeldene”.

Mens den 30-årige mor til to altid har haft en passion for at lave mad, var vejen til succes og anerkendelse ikke så enkel. “Jeg brugte fem år på at være forvirret over uddannelsesvalg og arbejdede på deltid på caféer og restauranter.”

Da Astrid erkendte, at hendes sande passion var madlavning, fulgte fem år med at “overgive sig til professionel madlavning, udforske sin egen kreativitet og udvikling”, som hun selv beskriver det.

De år lønnede sig. Astrid var et lovende talent og blev ansat som køkkenchef på det prestigefyldte Manshausen Hotel. Sidenhen fik hun, som den første nogensinde, tildelt Norges Kokkepris, og det som kun 26-årig.

Det var under Astrids ansættelse hos Manshausen, hvor hun selv fangede fisken og fandt råvarerne i den nærliggende skov, at hun begyndte at udvikle sin særlige “mindre, men bedre”-madlavningsfilosofi.

“Jeg er blevet rigtig god til at være omstillingsparat med råvarer, og også til ikke at lade noget gå til spilde,” konstaterer hun stolt. “At lave tre-retters måltider hver dag i tre år på en fjerntliggende ø med levering af varer en gang om ugen gør en ekstremt kreativ. Det er næsten som om, at jo mindre jeg har, jo mere kreativ bliver jeg. Så jeg kan let udføre mit arbejde uden importerede grøntsager.”

Hun tænker lidt og genkalder sig. “Engang lavede jeg bogstaveligt talt en dessert af alt, hvad jeg havde. Det var dengang, jeg arbejde på en lille ø uden mulighed for at skaffe ekstra ting. Det endte med at blive en pære pocheret i solbærsirup, serveret med saltet karamelsauce på blød marengs. Det blev ret godt, og hele restauranten blev helt stille, hver gang jeg havde det på menuen!”

Det Astrid kalder “gammeldags sund fornuft” komplimenterer hendes “mindre, men bedre”-tilgang i forhold til at lave mad og bruge bæredygtige ingredienser. Mælk køber hun på et mejeribrug. Kød skaffer hun ved at kontakte lokale jægere for at se, hvilke dyr der er rigeligt af.

Astrid siger, at det, der tvinger hende til en “gammeldags” måde at tænke på, er, at vise folk, hvad vi er omgivet af, og at det er muligt at skaffe mad på en anden måde end fra supermarkedet. Personligt er hun særligt stolt af de højkvalitetsprodukter, der findes i Steigen, og af folkene bag dem, som hun kan lide at få en snak med.

Hendes passion er klar, når det drejer sig om lokalt produceret kød. I en tid, da mange som udgangspunkt ser kød som ubæredygtigt, ønsker Astrid at udfordre den tankegang. I stedet beder hun folk om at grave dybt ned i, hvordan man skaffer sit kød, træffer bevidste valg, uddanner sig selv, lærer sine lokale landmænd at kende og måske tager ud for at møde deres dyr.

For Astrid kommer en del af den tilfredsstillelse, hun får ved at lave mad, fra de mennesker, hun har kontakt til gennem sin mad. Hendes samarbejde med vores Norway's Coastal Kitchen-koncept er en måde at få kontakt til endnu flere mennesker på, uanset om det er de rejsende, der oplever hendes retter eller kollegaerne Halvar Ellingsen og Øistein Nilsen, der deler hendes kærlighed til lokale råvarer.

“Jeg er meget begejstret over dette nye samarbejde med Hurtigruten og Den norske kystrute!,” smiler hun. “Jeg er altid nysgerrig efter at se, hvad der sker, når et gammelt, etableret brand møder et ungt, ambitiøst brand som mit i dets opstartsfase.”

“Gammel møder ung” er et tema, som Astrid føler afspejler sig i mange aspekter af det, hun laver. “Jeg kan godt lide at beskrive det med udtrykket "retrovation", hvilket betyder at skue tilbage, mens man udvikler fremtiden. Med tallerknen som lærred kan den føre os til meget kreative steder, hvilket giver gammel viden og teknikker et ungt og vovet udtryk.”

Hun konkluderer med et smil: “Jeg tolker bestemt den nye mulighed for at arbejde hos Norway's Coastal Kitchen som et tegn på, at jeg er på vej i den rigtige retning.” Vi er enige!