Svalbards spændende fortid

Svalbards fortid er lige så dynamisk og bemærkelsesværdig som nordlyset, der farver vinterhimlen. Fra tiden som base for modige opdagelsesrejsende til rollen som et centrum for videnskabelig forskning har øgruppen fortryllet folk i århundreder.

Nu er indbyggertallet muligvis begrænset, men historierne, der har udspillet sig langs de isfyldte kyster er talrige, og de sammenvæver trådene fra mange lande, kulturer og sprog.

Optegnelser viser, at det var vikingerne, der først kendte til øgruppen, der senere fik navnet Svalbard, men det var ikke før æraen med europæiske opdagelsesrejser, at øerne blev mere grundigt udforsket.

Den hollandske opdagelsesrejsende Willem Barentsz opdagede Svalbard, da han ledte efter Nordøstpassagen i 1596, selv om nordboere eller pomorere (russiske bosættere) kan have besøgt øgruppen tidligere. Barentsz døde til søs, da hans skib blev fanget i isen, men fortællingerne fra de overlevende besætmningsmedlemmer hjalp med at etablere Svalbard som et sted med både farer og muligheder.

Hvalfangere, jægere og pelsjægere blev draget til Svalbard via historierne om møder med isbjørne og hvalrosser i det barske landskab, men det var ikke før 1600-tallet, at der blev etableret en mere permanent bebyggelse på Svalbard.

Baskiske, hollandske, engelske og franske hvalfangere etablerede midlertidige stationer, der forvandlede øgruppen til et økonomisk knudepunkt. Tiden var præget af brutal udnyttelse af marine ressourcer, der næsten medførte udryddelse af visse hvalarter i farvandet rundt om Svalbard.

Udvinding af kul har været en hjørnesten i Svalbards økonomiske historie siden begyndelsen af 1900-tallet. Virksomheder fra Norge og Rusland etablerede bosættelser for at støtte minedriften, hvilket førte til en befolkningseksplosion og udvikling af en infrastruktur. Longyearbyen, øgruppens største by, er opkaldt efter den amerikanske iværksætter John Munro Longyear, hvis virksomhed etablerede kulminedrift i 1906.

Den russiske og senere sovjetiske interesse i Svalbard var primært drevet af potentialet for ressourceudvinding. Kulminedriften i Barentsburg blev oprindeligt etableret af en hollandsk minevirksomhed i 1920'erne og blev hjertet af sovjetiske ambitioner i Arktis i 1930'erne. Selv nu er Barentsburg et symbol på russisk vedholdende tilstedeværelse i det høje nord med sine kyrilliske skilte og arkitektur fra sovjettiden.

Kulminedrift i Svalbard betød mere end blot leverance af brændsel til Europa og Rusland og formede det fysiske landskab med miner, jernbaner og firmalandsbyer. Mere end nogen anden industri definerede den også Svalbards menneskelige geografi. Minearbejderne og deres familier skabte tætknyttede lokalsamfund, der modstod den arktiske isolation og barske natur. Byer som Longyearbyen og Pyramiden blev etableret på sneen og bygget med institutioner som skoler, hospitaler, biblioteker og biografer. Svalbard er et levende og pulserende eksempel på den utrolige menneskelige evne til at skabe levesteder i selv de mest ugæstfrie omgivelser.

Svalbardtraktaten fra 1920 var en afgørende begivenhed i øgruppens historie. Traktaten anerkendte norsk suverænitet og garanterede traktatens underskrivere retten til at deltage i erhvervsmæssige aktiviteter på lige fod.

Den unikke politiske situation førte til det blandede internationale lokalsamfund, der nu findes på Svalbard – med russiske og norske lokalsamfund, der lever side om side med en voksende international tilstedeværelse.

Svalbards historie har ikke altid været fredfyldt. Øgruppens strategiske beliggenhed gjorde den til et stridspunkt i begge verdenskrige. I Første Verdenskrig var Svalbard anset for at være et potentielt fristed for tyske ubåde, og derfor ønskede de allierede styrker at etablere en tilstedeværelse. Og påvirkningen var endnu mere direkte i Anden Verdenskrig. Øgruppen var strategisk afgørende for at forudsige vejret for skibe og fly på og over Barentshavet.

Da tyskerne indså, at Svalbards indbyggere var blevet evakueret i 1941, etablerede de en vejrstation på stedet, og i 1943 ødelagde tyske granater Barentsburg og Longyearbyen. Senere forsøgte norske og russiske styrker at udslette den nazistiske tilstedeværelse på øgruppen.

I den kolde krig havde Svalbard en unik position. Øgruppens strategiske vigtighed blev forstærket af muligheden for at affyre missiler over Nordpolen og behovet for satellitstationer. Selv om der ikke var direkte militære konfrontationer i Svalbard, var øgruppen et område med betydelige spionage- og overvågningsaktiviteter, hvor både vest og øst nidkært overvågede modpartens bevægelser i polarområdet.

Svalbards ekstremt nordlige beliggenhed har gjort øgruppen til et uvurderligt område for videnskabelig forskning især inden for meteorologi, glaciologi og polarbiologi. Øgruppen er hjemsted for Universitetssenteret på Svalbard AS (UNIS), der er verdens nordligste højere uddannelsessted, der tiltrækker internationale studerende og forskere.

Med klimaforandringernes hurtigere påvirkning af Arktis end mange andre regioner er Svalbard blevet et naturligt laboratorium for studier af forandringernes påvirkning. Forskningsstationer er strøet ud over landskabet, og forskere fra hele verden kommer for at studere de smeltende gletsjere, den skiftende permafrost og de foranderlige økosystemer.

Svalbards globale frøbank er et af de mest spændende aspekter af Svalbards bidrag til den globale arv. Frøbanken åbnede i 2008 og er skåret ind i permafrosten og konstrueret til at fungere som sikkerhedskopi af verdens plantediversitet.

"Det er et så vigtigt monument, at folk rejser til Svalbard blot for at se det, selv om man ikke kan komme indenfor," siger Caroline Sund, der er rejsearrangør for Hurtigruten Svalbard. "Frøbanken er en stor del af livet her. Den betyder meget for folk, og desuden er bygningen flot. Man kan se den oppe på bakken, og i den mørke periode er den oplyst, så den ligner nordlyset."

Der refereres ofte til Svalbards globale frøbank som "Dommedagsbanken", ikke fordi den har an apokalyptisk funktion, men på grund af dens rolle som sikkerhedsnet mod tab af frø i genbanker. Med sin robuste konstruktion og naturlige frosttemperaturer sikrer banken, at diversiteten af verdens afgrøder bevares for fremtidige generationer. Frøbanken er en betydelig investering i menneskehedens fremtid og indeholder over end en million unikke frø fra næsten alle lande på Jorden.

Placeringen af den globale frøbank i Svalbard er et stærkt symbol på øgruppens varige arv. Det er et sted, hvor fortiden altid ligger under fødderne, og fremtiden er sikret dybt inde i den arktiske is.

Svalbards befolkning har altid været midlertidig – fra opdagelsesrejsende og minearbejdere til soldater og forskere. De ekstreme forhold betyder, at kun få kan kalde Svalbard et permanent hjem, men nogle få familier har boet her i generationer. Men hvert samfund, der er opstået, forsvundet og forblevet gennem århundreder, har sat sit kulturelle aftryk.

Resultatet er, at Svalbards kulturarv er lige så broget som øgruppens historie. Den unikke blanding af norsk, russisk og international påvirkning viser sig i øgruppens kosmopolitiske ånd, arkitekturen på bosteder som Barentsburg og Longyearbyen, og i fejringen af helligdage og traditioner fra alle verdenshjørner.

Nu er det tæt knyttede internationale lokalsamfund noget af det, der definerer Longyearbyen, og en af hovedårsagerne til, at folk bliver her.

Caroline fortæller, at hun forventede at finde et internationalt lokalsamfund, da hun flyttede til Longyearbyen i 2021, men at omfanget af den internationale følelse alligevel overraskede hende. "Lokalsamfundet er det, jeg elsker mest ved at bo her. Det er fantastisk og rigtig sjovt. Her er folk fra hele verden – Australien, Thailand, Filippinerne, Nord- og Sydamerika, meget af Europa, Spanien, Frankrig og England – ja fra alle steder."

Alberto Loranzo, der er køkkenchef på byens populære fine restaurant, Huset, er helt enig: "Vi er ret isoleret her, men man får mange gode venner."

Sproget på Svalbard afspejler det internationale samfund. Norsk og russisk dominerer som følge af de historiske og aktuelle bosættelser, men på grund af Svalbard-traktaten og øgruppens betydning for forskningen er engelsk også udbredt. Blandingen af sprog på et så fjerntliggende sted er et bevis på Svalbards rolle som knudepunkt for nationer og kulturer – selv på de øde vidder i Arktis.