Solen maksimerer chancerne for at se nordlys

Solmaksimum, der finder sted cirka halvvejs gennem solcyklussen, skaber "markant mere" nordlys, siger Darren Baskill, der er fysik- og astronomilektor ved Sussex University. Det resulterer – ifølge dr. Pål Brekke, der er solfysiker ved det norske rumagentur – i, at vi forventer at se "det hyppigste og mest intense nordlys" fra primo 2024 og potentielt indtil ultimo 2026.

"I løbet af 11 år (hvilket er den omtrentlige længde af en solcyklus) oplades magnetfeltet mellem solens nordlige og sydlige halvkugle, til det bliver så kraftigt, at halvkuglerne vender rundt. Den nordlige halvkugle bliver den sydlige og omvendt", forklarer Baskill.

Dette vendepunkt markerer solmaksimum, der er en periode med øget solaktivitet. Det hænger sammen med et større antal synlige solpletter på solens overflade. Modsat har solminimummet, der markerer begyndelsen og slutningen af hver solcyklus, færre solpletter.

Vores førende nordlysjæger, astronomen Tom Kerss forsikrer os om, at "at ændringen af solens magnetfelt ikke er noget at være bange for. Det er sket gennem milliarder af år, og den indre spænding, der frigøres, udgør ingredienserne i et fantastisk nordlys".

Når der opstår et solmaksimum, sker der en stigning i antallet af synlige solpletter på solens overflade. Disse mørke områder opstår, når sammenfiltringen af magnetfeltet begrænser konvektion i området under solens overflade. Soludbruddene sker rundt om disse solpletter. I visse tilfælde flyder der også gigantiske solstorme, også kendt som CME (Coronal Mass Ejections), ud fra solen.

Tom Kerss fortæller os, at disse solstorme påvirker og "prikker huller" i solvinden, som er strømme af partikler, der sendes ud fra solen til hele solsystemet i alle retninger – herunder mod Jorden.

Heldigvis har Jorden sit magnetfelt – også kendt som magnetosfæren. Det beskytter vores planet mod solvindens barske stråling. Det opfanger også nogle af solvindens partikler og accelererer dem op til utrolige energiniveauer.

Magnetfeltet er tættest rundt om Jordens geomagnetiske poler. Her er energien i de indkommende solvindspartikler tilstrækkelig stor til at excitere atomer i ionosfæren højt over vores hoveder, hvilket resulterer i det smukke nordlys, der er synligt i Nordnorge.

Ved at overvåge solmaksimum, aktiviteten af solpletter, soludbrud og solstorme kan forskerne få et godt billede af solvinden. De har også satellitter, som f.eks. DSCOVR, der holder øje med indkommende partikler. Afhængigt af densiteten, hastigheden og de magnetiske egenskaber for solvinden kan de forudsige, hvor aktivt nordlyset sandsynligvis vil blive i løbet af natten.

I modsætning til solmaksimum er det vanskeligt at forudsige skydækket. Chancerne for en skyfri himmel er dog bedre på et krydstogt, siger fysiker og astronom John Mason.

“Man kan aldrig garantere skyfrit vejr, men på en Hurtigruten-rejse sejler skibet med 12 til 14 knob, så vejret skifter ofte. Hvis det er overskyet i et område, sejler styrmanden ofte til mere skyfri områder, så man får mange flere muligheder for at se nordlys.”