Nordlysjæger

Mens jeg taler med Tom Kerss, bliver det hurtigt tydeligt, at han er helt vild med nattehimlen og især nordlyset.

Det er ikke kun de forskellige souvenirs i astronomens lejlighed, der afslører hans passion. (Hans yndlingssouvenir er den pokal, han fik for sin nordlysvideo, som han filmede med Hurtigruten et par uger forinden. “Den dufter stadig af røg fra vores bål,” siger han, mens han holder pokalen op.)

Det er ikke hans lange liste over udmærkelser: Han har skrevet adskillige bestsellere om astronomi, han har arbejdet på det berømte Royal Observatory i Greenwich, og han bliver ringet op af nyhedsbureauer, der har brug for ekspertkommentarer om nordlyset.

Det er end ikke det faktum, at han er en af de astronomer, der er med på astronomirejser, hvor han gør videnskaben bag nordlyset levende.

Det er nok snarere den måde, han oprigtigt sympatiserer med min egen uheldige historie om at jage nordlys – tre gange på korte ture til nordlyszonen uden endnu at have set det: “Åh, du godeste! Du burde tage med på en af ​​mine astronomirejser, og så vil jeg personligt garantere, at du vil se det og få en fantastisk tur.”

Det er et fristende tilbud. Toms varme og energi vil helt sikkert bringe mig held og tiltrække smukt nordlys. At se nordlyset med Tom vil også gøre oplevelsen mere meningsfuld, end hvis jeg så det tilfældigt på egen hånd.

Selv om Tom er forsker med en grad i astrofysik, er det tydeligt, at det ikke er den høje hastighed, som de elektrisk ladede partikler kommer ind i Jordens øvre atmosfære med, der holder ham fikseret på nordlyset og Norge. Det er historierne og den beroligende følelse af perspektiv, som nordlyset frembringer – og en forståelig frygt for at gå glip af den bedste omgang nordlys, der kan forekomme i hans levetid.

“Billeder og video er ikke fyldestgørende,” siger han om at se nordlyset på egen hånd. “Det er som at se en solformørkelse i fjernsynet. Det er en flad oplevelse. Ordinært. Når man ser en solformørkelse i virkeligheden, forstår man, hvorfor folk falder på knæ og beder. At se nordlyset selv er som at være vidne til fødslen af noget overnaturligt. Man mærker det i hele kroppen. Den menneskelige og ydmyge følelse af at føle sig lille i en verden fuld af mirakler.”

Her fortæller han om, hvordan han forelskede sig i nordlyset, hvorfor han fortsætter med at opsøge det, og hvad han ellers finder (næsten) lige så vidunderligt som at se nordlyset.

Jeg var nok omkring fem år. Det var dengang, vi boede i nærheden af Lossiemouth på Skotlands nordøstkyst i begyndelsen af 1990’erne. Hvis man står på stranden der, kan man nogle gange se nordlys om vinteren, men ikke som i Norge med lysstråler, der svæver ovenfor.

Fordi jeg var så lille på det tidspunkt, husker jeg kun vagt at have set de glødende stråler i horisonten. Men jeg husker at have spurgt mine forældre om det. Min far fortalte, at det var nordlys, og jeg kunne ikke stoppe med at tænke på det. Det var en af de oplevelser, der førte mig ind i rum- og astronomiverdenen.

Det var først omkring 2007, at jeg besluttede at tage på en “rigtig” nordlysrejse. Jeg glemmer aldrig det første overvældende indtryk af at se nordlyset ordentligt. Jeg var helt tryllebundet. Jeg steg ud af bilen, gik hen imod det med kameraet i hånden – og trådte direkte gennem isen på en frossen elv! Det kolde vand fik mig hurtigt tilbage til Jorden, men min opmærksom var snart på himlen igen. Det var fantastisk. Jeg var meget heldig at se en bemærkelsesværdig omgang nordlys i første forsøg.

Siden da har jeg set nordlys i alle slags styrker – lige fra det rolige og svage til kraftige storme. Den første “rigtige” oplevelse var i den øvre ende af skalaen. Ikke alle er så heldige første gang, selv om vi tidligere i år havde en fantastisk observation på skibet – nok en af de bedste, jeg har set i 10 år. Mange så det for første gang, og de elskede, at de var sammen med et team af nordlysjægere, der kunne fortælle dem, at det ikke havde været sådan i lang tid.

Jeg tog faktisk et billede af den frosne elv, jeg trådte ned i, da jeg stirrede i ærefrygt på mit første “rigtige” nordlys. Det er måske ikke det bedste billede, men man kan se hullet i isen bag mig. 

Bortset fra Canada har det primært været i Lapland, Norge og Island. Men Norge er uden tvivl mit yndlingssted. Norge har den mest dramatiske forgrund. Selv om Island er et vidunderligt sted at stå og betragte nordlyset, er det ret mørkt. Norges nordlige områder er fantastiske. Fjeldene er fortryllende.

Jeg har to. Første gang var jeg alene. Jeg hopper ind i bilen og kører derud, hvor gadebelysningen stopper, og hvor jeg er langt væk fra civilisationen. Jeg vil skabe forbindelse mellem mig selv og det urgamle ved Jorden og himlen. Jeg søger naturens uforanderlighed – en bevidsthed om, at Jorden og himlen er milliarder år gamle, men at nordlyset bevæger sig lige nu. Det er kontrasten af et dynamisk nordlys over den gamle himmel og det gamle landskab.

Den anden oplevelse, jeg holder af at se, er reaktionen fra dem, der aldrig har set nordlys før. Når det første lys begynder at vise sig, fyldes folk med begejstring. Det er helt tydeligt. Nogle bliver tavse, og andre siger … alt! Det er blevet en helt unik oplevelse at nyde andres reaktioner.

Jeg er heldig, at jeg kan opleve nordlyset på begge måder.

Her er et billede, jeg tog, mens jeg så på nordlyset med en gruppe. Nu synes jeg, det er lige så givende at se andres reaktioner, som selv at se nordlyset.

Til at starte med glemmer jeg normalt alt om det videnskabelige. Der er altid et par minutter med ren og skær beundring, når nordlyset begynder at vise sig. Da jeg er blevet interesseret i korttidsprognoser om nordlyset, især hvis jeg er sammen med andre mennesker, kigger jeg derefter ofte efter de dynamiske aspekter og forsøger at give folk et fingerpeg om, hvor de skal kigge hen.

Efterhånden, som jeg er blevet mere analytisk, har oplevelsen mistet noget af sin mystik, men intet af sin magi. Jeg ved, hvad der sker, men jeg føler stadig det samme som allerførste gang. Jeg synes stadig, at det er ekstraordinært, at nordlyset overhovedet finder sted. Medmindre man selv har set det, tænker man sikkert på nordlys som en kulisse til et magisk vintersted i film og forestillinger. På astronomirejserne taler vi endda om nordlysets rolle i populærkulturen. Og det er magisk – men også ægte.

Det er et faktum, at nordlyset i meget, meget sjældne tilfælde kan lave knitrende lyde. Der er endda legender fra befolkningen i de nordlige canadiske territorier om nordlysets lyde.

Men der skal være nogle helt særlige forhold, for at nordlyset kan tale til os: meget rolig luft, der afkøles meget hurtigt. Når det sker, kan et lag med varm luft blive fanget, hvilket fungerer som et statisk mellemrum, hvor den statiske ladning opbygges under meget aktivt nordlys. Ladningen resulterer i en knitrende lyd.

Det er en besættelse for nordlysjægere at høre lydene. Men i mine 250 nætter med nordlysjagt har jeg aldrig hørt dem. Endnu! Jeg håber, at det sker en dag.

Vi kan lære meget om os selv ved at lære om universet. Vi er forbundet til universet. Det er ikke bare et sted “derude”. Vi befinder os i det, og det befinder sig i os i den forstand, at vi består af små dele af universet. Vi har små stjernedele i os.

Jeg er forsker, og forskning er en historiefortælling, hvor fortællingerne er forankret i eksperimenter og observation. Hvordan vi deler idéer og gør verden til det, vi ønsker, den skal være, afhænger af historiefortælling. Inden der fandtes skriftlige optegnelser, skrev vores forfædre historier i stjernelys og lagde dem på himlen, hvor ingen kunne ødelægge dem.

At have en forbindelse til universet giver os en portal til vores egne forfædre og vores fælles historie. Stjernetegn er et godt eksempel. Det er historier om karakterer, der repræsenterer arketyper og ting, der er af fælles betydning. Jomfruen bærer på hvede, fordi hun er gudinden for hvede og høsten. Hvede var den første afgrøde, der blev dyrket, hvilket gjorde, at mennesker gik fra at være nomader til at slå sig ned. Det var civilisationens og filosofiens fødsel.

Så på en lidt syret måde kan nattehimlen skabe forbindelse på tværs af tid til vores fælles menneskelighed. Den giver os mulighed for at skabe forbindelse til os selv gennem vores herkomst fra før udviklingen på Jorden, før Jordens dannelse, tilbage til de første stjerner, helt tilbage til Big Bang. Det giver os et meget større perspektiv. Det er derfor, at jeg ønsker, at folk skal gøre det til en del af deres liv.

Alle, jeg kender, ved, at jeg elsker nordlyset. Min familie elsker min passion, men de deler den ikke alle helt på samme måde. Som mange andre kan de se, hvor smukt nordlyset er på billeder, men de kan synes, at selve oplevelsen med ​​at se nordlyset i virkeligheden kan være ret udfordrende.

Det er koldt, meget koldt nogle gange, men for mig er det en del af nordlysets overjordiske følelse. Der er mange, der ikke helt forstår, hvorfor jeg frivilligt tilbringer min fritid med at tage til nogle af verdens koldeste områder. For mig er dét at se nordlyset min måde at koble af på, uanset hvor koldt det er.

Det er en af de gode ting ved Hurtigrutens astronomirejser. Man får det bedste af begge verdener på skibet. Det er et flydende hotel. Man kan gå ud på dækket og føle, at man er i Arktis, og derefter gå ind igen og få en kop kaffe.

Det er mit allerførste “rigtige” billede af nordlys. Det er ikke spektakulært, men det fanger et særligt øjeblik i mit liv, så det betyder meget for mig.

Det er nemt at svare på. Nordlyset har noget, som intet andet på himlen eller i verden har. Det er et løfte om, at jeg endnu ikke har set det smukkeste nordlys. Jeg ved ikke, hvornår det sker, men jeg ved, at jeg ikke vil gå glip af det.

Det er fantastisk at observere nattehimlen, men himlen og stjernebillederne ændrer sig ikke meget. Nordlyset er derimod unikt hver eneste gang. Man kommer aldrig til at se det samme nordlys igen.

For mig er det som at se en enhjørning. Hvis du vidste, den var der, ville du have lyst til at se den. Du ville føle dig draget mod det, fordi det er som ægte magi, der sker lige for øjnene af dig.

Dét gør folk afhængige af nordlysjagt. Alle, jeg kender, der har set nordlyset, siger, at det er et minde for livet. Selv når det nordlys, de har set, kan betragtes som gennemsnitligt eller under det gennemsnitlige. For mange er det nok. De er tilfredse. Men 10 % bliver frygteligt afhængige. Og som mig bliver de ved med at komme tilbage.