Kære kyst, fra Huset

Huset ligger i udkanten af Longyearbyen på den ene side af Longyeardalens svungne kurve på Spitsbergens vestkyst. For at nå frem til den elskede "Gamle dame" er der kun to og en halv kilometer ind i landet fra Adventfjordens stenede bredder og den havn, hvor vi lægger til på vores klassiske sommerrejse, Svalbardlinjen.

På vejen til Huset kan man se de lave røde, gule, blå og grønne bygninger i Gamle Longyearbyen, Svalbard Kirkes beskedne spir og flagstang, der stikker op ad dalens vestlige side, og det hyggelige Funken Lodge. På den modsatte side af elven i forhold til Huset ligger de vejrbidte rester af en gammel kulmine halvvejs oppe ad dalens østlige skråning.

Huset er en af de få bygninger i Longyearbyen, der er bygget af mursten og beton. Man ser for sig dens hvide kasseform med vinduer, der gløder med et varmt og indbydende gult lys, et konstant fyrtårn over byen gennem den lange vinternat. Det er let at forstå, hvorfor dette sted har spillet – og stadig spiller – en vigtig rolle i byens lokalsamfund, og hvorfor de, der er forbundet med det, er stolte af at spille en rolle i dets historie.

Huset åbnede i 1951, da livet i Longyearbyen var koncentreret om kulminedrift. Det blev bygget af Store Norske Spitsbergen Kullkompani, et mineselskab, som Longyearbyens fælles forsamlingshus, et neutralt sted, der på tværs af klasseskel skulle byde både minearbejderne og selskabets embedsmænd velkommen.

Siden da har Huset spillet mange roller i lokalsamfundet. Det har fungeret som skole, kirke, den lokale butik, posthus, lufthavnsterminal, hospital og biograf. Det sidste er særligt relevant, da Huset er tegnet af Jacob Hansen, der var en af arkitekterne bag Oslos berømte biograf, Colloseum.

I årtier har folk mødtes her for at spille bridge, synge og selvfølgelig spise.

"Jeg tror, at vi, der bor på Svalbard, har brug for en vis grad af normalitet. Mulighederne er begrænsede, men det er vigtigt at samles," siger Alberto Lozano, der er køkkenchef på Huset Restaurant. "Man sætter sig ikke ned i en park her, da klimaet er uforudsigeligt, selv om sommeren, så restauranternes rolle i at hjælpe folk med at samles er vigtig." Hans ord er lige så sande nu, som de var i begyndelsen af Husets historie.

Som en del af betjeningen serverede Husets første indehavere kaffe og kager tre dage om ugen og sandwich og gryderetter om lørdagen. Gæsterne kunne købe én flaske øl ad gangen og aflevere glasflasken hver gang.

I 1977 åbnede Huset en restaurant. I tråd med tidens madtendenser kunne gæsterne bestille retter som toast melba og rejecocktail, mens alkoholtilladelsen steg til én flaske vin per person sammen med et måltid.

Vin kom på menuen i 1980'erne, da Husets nu berømte vinsamling blev startet af Hroar Holm. I 1990'erne åbnede Huset sin vinkælder, der på et tidspunkt rummede over 25.000 flasker.

Man kan forestille sig de historier, der er blevet delt over flaskerne med vin mellem alle gæster - fra kulsodede minearbejdere og forskere i klimaforandringer til filmproducenter og krydstogtsrejsendem der alle var imponerede over udsigten.

Maden er stadig samlingspunkt for besøgende og lokale i Huset. Traditionen tro holder Huset Bistro og Huset Café & Bageri åbent lørdag eftermiddag, og der er kongresfaciliteter, men det er Huset Restaurant, der virkelig gør folk her stolte.

Huset er en af Norges fornemste restauranter, og kælderen – en af Skandinaviens mest udsøgte med en bedømmelse på to vinglas af Wine Spectator – indeholder flere end 6.000 flasker. Det er en imponerende samling hvor som helst, men især når man befinder sig på 78 grader nordlig bredde.

"Jeg mener, at jeg er en del af Husets historiske arv. Ingen kok er større end Husets historie. Jeg spiller bare min rolle med så stor respekt som muligt for bygningens historie," siger Alberto, mens han overvejer, hvordan han vil føre Huset ind i dets næste kapitel.

Det er vigtigt at give Svalbards produkter en større rolle i Husets historie. "Vi tænker fremad med hensyn til bæredygtighed," siger han. "Vi påstår ikke, at vi er fuldt ud bæredygtige – det kan vi naturligvis ikke være. For eksempel kan citroner ikke dyrkes her – men på hver menu, vi laver, bevæger vi os mere i den retning."

Alberto og hans hold henter så mange råvarer som muligt fra Svalbard og Norge. Det omfatter samarbejde med lokale og overvintrende jægere for at få lokale Svalbard-rensdyr, ryper og remmesæler på Huset Restaurants imponerende menu. Hans hold har også startet et drivhusprojekt, hvor de dyrker spirer og krydderurter som rosmarin og timian.

Om sommeren, når midnatssolen skinner 24 timer i døgnet, går de på jagt i fjeldene omkring restauranten efter bjergsyre, som de har en særlig tilladelse til at sanke, og svampe. "Når man er hyperaktiv som mig, kan man fra juli bruge hele natten, der er lys, på at samle svampe!" griner Alberto.

Som man kan forvente af en gourmetrestaurant, er Husets præsentation af maden lige så udsøgt som smagen. Stoltheden, passionen og drivkraften mod større bæredygtighed kan også ses i den imponerende præsentation. Selv tallerkenerne er sankede. De er lavet af fossiler, der er gravet ud fra bjergsiden, af sten fra stranden og af træ, der er skyllet op af Atlanterhavsstrømmen på nærliggende kyster.

Der er en historie bag hver eneste mundfuld, som man kan dele med sine venner. Husets seneste rolle er i hvert fald et passende næste kapitel i historien om Svalbards mest elskede bygning.