Forsker og klog på nordlys: John Mason, MBE

Det spektakulære syn af nordlys under arktiske himmelstrøg har gennem flere årtier betaget den anerkendte britiske fysiker og astronom John Mason, MBE. Han har viet meget af sit liv til at jage nordlyset og forstå nattehimlens mysterier.

Siden slutningen af 1980’erne har han rejst regelmæssigt til Arktis for at komme helt tæt på naturfænomenet, og han er en sømand med stor erfaring i at spotte nordlyset ombord på Hurtigruten. Hvert år siden 2008 har han sejlet langs Norges kyst med os, været vores guide og har delt sin ekspertise om himlen oven over os på vores astronomirejser.

Han blev valgt som æresmedlem af Royal Astronomical Society i 1976, er tidligere formand for British Astronomical Association og er hovedforelæser, æreskasserer og bestyrelsesmedlem ved det berømte South Downs Planetarium and Science Centre i Chichester i Sydengland.

Men ud over eller måske vigtigere end de faglige kvalifikationer har Mason en tilsyneladende grænseløs entusiasme, tålmodighed og lidenskab, når han taler med andre om sit yndlingsemne. Ingen kan bedre fortælle om alt det, vi gerne vil vide om nordlyset.

Her fortæller han alt om sine egne oplevelser med at se lyset på himlen, “et af naturens storslåede vidundere”.

Det var den 5. august 1972. Jeg var 18, og der var et fantastisk nordlys, der kunne ses over hele England. Jeg boede i et meget mørkt område ude på landet, og de fleste nætter plejede jeg at gå ud for at se på himlen. Den nat så jeg en bue hen over himlen med lodrette stråler over den. Først vidste jeg ikke, hvad det var, men mens jeg så det ændre sig, indså jeg, at det måtte være nordlys.

Jeg har været fascineret af det lige siden. Man bliver afhængig af det.

13. marts 1989 var der endnu mere spektakulært nordlys, der ikke blot kunne ses i Sydengland men i hele Europa og det meste af Nordamerika. Det var et af de mest storslåede i det 20. århundrede, og det var på det tidspunkt, jeg besluttede, at jeg ville tættere på det fantastiske naturfænomen.

Fra slutningen af 1980’erne rejste jeg næsten hvert eneste år til Arktis for at studere og fotografere nordlyset og for at dele oplevelsen med en masse andre mennesker.

Noget af det tiltrækkende ved nordlyset er, at det er så uforudsigeligt. Det kan sammenlignes med snefnug. Der er millioner af dem, men ikke to er ens. Alle nordlys har ligheder. De kan starte og udvikle sig på samme måde, men der vil aldrig nogensinde være to helt ens.

Jeg har set så mange bemærkelsesværdige nordlys. Nogle gange lignede det en ånd, der kom ud af en flaske, bånd, som snoede sig, blomsterhoveder med lange kronblade og en paradisfugl, der var en del af et af de hurtigst bevægende nordlys, jeg nogensinde har set. Men det mest mindeværdige lignede en drage.

Det var for et par år siden i starten af oktober ombord på Hurtigruten. Da skibet nåede bunden af Trollfjorden, en lille, men spektakulær fjord i Nordnorge, ­og havde vendt om, begyndte en corona (en særlig form for nordlys) at danne sig oven over os. Jeg lå på ryggen med kameraet på maven og råbte til alle de andre, at de skulle kigge op, fordi jeg vidste, at hvad, der end ville ske, ville det ikke vare længe.

I løbet af de næste 20-30 sekunder kunne vi se den mest fantastiske drage lige over Trollfjorden. Vi kunne se dragens hoved med horn, vinger og hale. Da nordlyset foldede sig ud, vendte dragen sig fra at se ned på os til at vise sig i profil. Man ved aldrig helt, hvad man kan forvente, og da jeg så det her, rejste nakkehårene sig.

En rejse med Hurtigruten er en komplet oplevelse. Det handler ikke blot om nordlys og andre af den arktiske nattehimmels vidundere. Det er hele oplevelsen af Norges kyst om vinteren.

De kalder det “verdens smukkeste rejse”, og efter at have taget turen så mange gange kan jeg fortælle, at man aldrig bliver træt af det. Det er lidt ligesom selve nordlyset. Ikke to omgange af nordlys er ens, og ikke to rejser med Hurtigruten er ens.

På Kystruten sejler man nordpå langs Norges kyst ind i den arktiske polarcirkel og videre, lige ind under nordlysovalen, så man får et andet perspektiv af nordlyset afhængigt af sin placering.

Man kan aldrig garantere skyfrit vejr, men på en Hurtigruten-rejse sejler skibet med 12 til 14 knob, så vejret skifter ofte. Hvis det er overskyet i et område, vil skibet ofte bevæge sig videre til mere skyfri områder, så man får mange flere muligheder for at se nordlys.

Jeg sætter også pris på den tætte forbindelse mellem Norge, nordlyset og de store norske opdagelsesrejsende. En af de største af dem alle, Fridtjof Nansen, var så interesseret i nordlyset, at han offentliggjorde sine billeder og tanker om det og beskrev det som “et uendeligt funklende farvespil, der overgår alt, hvad man kan drømme om”.

Tålmodighed og vilje til at blive oppe til langt ud på natten er vigtigt. Naturen følger ikke nødvendigvis vores tidsplan, men når lysene endelig dukker op, er de ofte hele ventetiden værd. Og når man først har set virkelig flot nordlys, er det svært at vente til næste gang.