Rejseplan
Sail & Rail Norge
Fra dag til dag
Dag 1 | Ankomst til Oslo Ankomst til Norges hovedstad og indlogering på hotellet. Der er meget at se og lave i Oslo, så vi anbefaler at sætte tid af til at se seværdighederne. Norges pulserende hovedstad er et spændende sted med gammel og ny kultur. Oslo er forholdsvis lille, så det er nemt at komme rundt til fods. Fans af kunst og kultur må ikke gå glip af det nye Munch-museum, Ibsen-museet og Nobels Fredspriscenter. Om aftenen kan man se en forestilling i Oslos operahus, der er et besøg værd alene på grund af sin slående arkitektur. Vælg mellem Oslos restauranter og barer, der er førende på den internationale kulinariske scene. Restauranterne ved havnen har en udsigt, der konkurrerer om opmærksomheden med den lækre mad på tallerkenen. Der er også masser af muligheder for at være aktiv. De omkringliggende bakker er nemme at nå for vandrere og skiløbere. I byen kan man gå en tur langs havnefronten, slentre gennem Vigelands skulpturpark i Frognerparken, besøge en sauna og svømme i fjorden. Læs mere |
Dag 2 | Tag Dovrebanen til Trondheim Dagen står på togrejse på den 100 år gamle Dovrebanen gennem Østnorge til Trondheim. Check ud fra hotellet i god tid, så det passer med én af to mulige togafgange. Det tager cirka 6 timer og 30 minutter at rejse de 485 km fra Oslo til Trondheim. Rejsen går langs bredden af den glitrende Mjøsa – Norges største sø med Lillehammer, der var vært for vinter-OL i 1994, i den nordligste ende – og forbi det berømte Wood Hotel, verdens højeste træbygning, 86 meter høj. Næste punkt på ruten er Gudbrandsdalen, der er kendt som dalenes konge takket være dens mægtige fjelde, elve, skove med traditionelle landsbyer og Dovrefjell-plateauet. Sidstnævnte, der har givet ruten sit navn, er en nationalpark, der er hjemsted for kongeørne og omkring 300 vilde moskusokser – Norges eneste bestand af disse storslåede skabninger. Ved ankomsten til Trondheim er der indkvartering på hotellet, og så kan vi begynde at lstifte bekendtskab med det historiske sted, der både er Norges ældste by og teknologiske hovedstad. Byen blev grundlagt i 997 og var engang vikingernes hovedstad. Oplev udsigten til de farverige, gamle lagerbygninger langs elven Nidelva fra den gamle bybro, og følg de brostensbelagte gader til Norges svar på Notre-Dame, Nidarosdomen. Læs mere |
Dag 3 | Sejl med Kystruten Skibet fra Trondheim til Bergen sejler kl. 09.30. Vi sejler de sidste to dage af vores berømte Kystrute, der er en vigtig forbindelse mellem det sydlige og nordlige Norge. Vi grundlagde ruten for over 130 år siden, og vi glæder os til at byde velkommen ombord. Efter check-in kan man finde sig til rette i sin kahyt og udforske skibet, der er vores hjem de næste 30 timer. Det er tid til at lade skønheden ved Norges kyst passere forbi vores øjne. Vi sejler forbi smukke øer og ser kysten, hvor fjeldene rejser sig, og som små lokalsamfund ligger spredt ud over. Sent på eftermiddagen lægger vi til i Kristiansund Havn i en time. Her kan man deltage i en af vores tilkøbsudflugter – en bustur på den berømte Atlanterhavsvej (ikke tilgængelig om vinteren) eller en tur til den fortryllende marmormine i Bergtatt – og returnere til skibet i Molde. Man kan også udforske Kristiansund på egen hånd og vandre på de brostensbelagte gader i den gamle bydel og op til det gamle vagttårn ved udsigtspunktet Varden. Senere på aftenen, når vi nærmer os Molde, hvor vi lægger til i 30 minutter, holder vi udkig efter Romsdalsalpernes tinder. Rejsende, der tager turen mellem midten af juni og slutningen af august, når blomsterne er i flor, får hurtigt at se, hvorfor Molde har tilnavnet "Rosernes by". I løbet af natten anløber skibet Ålesund og Torvik, men de fleste vil sandsynligvis ligge og sove i deres kahytter efter en lækker buffet eller tre-retters middag i Torget, skibets hovedrestaurant. Efter maden kan man sætte sig og se kysten glide forbi, mens man nipper til en cocktail ved de store panoramavinduer i Explorer Bar. Læs mere |
Dag 4 | Gå fra borde i Bergen Nyd de smukke udsigter over Vestfjordens kyst ved slutningen af rejsen med Kystruten. De, der er tidligt nok oppe, kan måske få et glimt af et nordgående Kystrute-skib på vej til Måløy. Inden vi lægger til i Florø i 15 minutter om morgenen, får vi måske et glimt af Nordfjorden under den enorme Jostedalsgletsjer, der er det europæiske fastlands største. Når vi forlader Florø, kan man se Stabben Fyr, der er et yndet motiv for fotografer. Der er også en fantastisk udsigt, når vi krydser mundingen af Sognefjorden, der er Norges længste og bredeste fjord. Når vi sejler mod Bergen, navigerer skibet mellem de sidste øer og skær på den smukke rute og sejler ned ad Hjeltefjorden for at lægge til i Bergen kl. 14.45. Hele eftermiddagen og aftenen er til rådighed i Bergen. Det kan godt være, at det er Norges næststørste by, men Bergen har en småbycharme. Byens centrum er let at udforske til fods, men vi har også oplevelsesdage efter rejsen bestående af en fisk- og skaldyrsmiddag for at smage nogle af Skandinaviens bedste fisk og skaldyr på en lille ø 25 minutter fra Bergen. Gå ikke glip af den UNESCO-listede Bryggen, der er en farverig hanseatisk kaj fyldt med museer, butikker, restauranter og gallerier og ikke langt fra fiskemarkedets seværdigheder, lyde og smagsoplevelser. Man kan også tage en tur op med kabelbanen Fløibanen til toppen af fjeldet Fløyen. Derfra kan man nyde udsigten over Bergen og kystlandskabet, der udfolder sig nedenfor, før turen går ind i landet i morgen. Læs mere |
Dag 5 | Rejs med Bergensbanen til Oslo Dagen står på togrejse tilbage til Oslo, hvor rejsen begyndte for fem dage siden. Toget afgår om morgenen, og turen tager omkring syv timer, hvor man kan nyde udsigten fra Bergensbanen - en af verdens smukkeste togrejser. Bergensbanen er omkring et årti ældre end Dovrebanen og er Nordeuropa højest beliggende jernbane med en højde på 1.222 meter over havets overflade ved Finse, hvor den også kører 10,3 km gennem den længste af rutens 182 tunneler. På den 495 km lange rute kører vi gennem Voss, der er Norges eventyrhovedstad med den slags fjelde, dybe dale og smalle fjorde, der er skabt til adrenalinjægere, og gennem Hardangervidda Nasjonalpark, der er hjemsted for Europas største højfjeldsplateau og Europas største flok af vilde rensdyr. Næsten 9000 af dem strejfer rundt her. Hold udkig efter dyrene, mens toget kører gennem landskaber med fjeldtoppe, der spejler sig i stillestående vandhuller. Til sidst kan man se, hvordan toget kører nedad mod landskaber, der er fyldt med skove, floder og mindre fjelde, før det kører ind i Oslo og afslutter turen gennem Norge til lands og til vands. Læs mere |