Pepperkakebyens historie

Skrevet af Emma Fast-Field

Det første, der slår mig, da jeg kommer ind i Pepperkakebyen, er alle duftene af grantræer og krydderier. Derefter lyset.

I hjertet af Pepperkakebyen er der et stor rum med blåt lys, der minder om polarnatten. Rummet er fyldt med peberkagehuse og blinkende lyskæder. Der er huse dækket af slik i børnevenlig øjenhøjde, og kirkespirene rækker helt op til loftet. Peberkagekonstruktionerne følger bjergsiderne af små fjelde og ud i de omkringliggende kroge. Midt gennem det hele tøffer et modeltog rundt, blid julemusik fylder rummet, og i hjørnet hænger en lysende fuldmåne.

Alt det arbejde, det har krævet, er helt utroligt.

Manden bag Pepperkakebyen hedder Steinar Kristoffersen. I begyndelsen af 1990’erne, da han var marketingdirektør for Galleriet, som er et indkøbscenter i Bergens centrum, fik han til opgave at udvikle idéer til en ny juleaktivitet i byens centrum: ”Så i 1991 begyndte vi at bygge en peberkageby,” fortæller han på sin egen ligefremme måde.

Pepperkakebyen er og har altid været en fælles indsats fra hele byen. ”Det startede med børnehaver, skoler, familier, virksomheder og organisationer,” siger Steinar. ”Nu er alle med og laver deres egne peberkagekonstruktioner.” For nogle år siden bidrog Bergens kvindefængsel med deres eget drømmefængsel, og Hurtigruten har lavet peberkageskibe til havnen.

Peberkagebyen består af omkring 2.000 håndlavede peberkagebygninger, der varierer i størrelse og udtryk – lige fra små hytter til høje lokale kirker. Det oprindelige mål var at skabe en miniudgave af Bergen, men bidragyderne spiller ikke altid helt efter reglerne. Jeg så blandt andet imponerende genskabelser af Hogwarts fra Harry Potter og Central Perk-cafeen fra tv-serien Friends.

Det er dog ligegyldigt præcis hvilke bygninger, der genskabes. Selve peberkagekonstruktionerne er ikke nær så vigtige som hele den stemning, som Pepperkakebyen har til formål at fremkalde – både for dem, der besøger udstillingen, og for de hundredvis af mennesker, der er med til at skabe den.

Ud over dem, der laver peberkagerne, er der designere, arkitekter og frivillige til at sælge billetter. For mange af Bergens teenagere er det lidt af et overgangsritual at arbejde her. Alt overskud går til velgørende formål til børn, og der er et lille konkurrenceelement i løjerne, men som Steinar siger: ”Det vigtigste for os er at lave et hyggeligt arrangement op til jul.”

I Pepperkakebyen slentrer jeg forbi peberkageskibe i en peberkagehavn, en peberkagesporvogn stopper uden for et peberkagefyr, og der er en peberkagezoo fyldt med peberkageelefanter, alt sammen omhyggeligt lavet af en af Bergens indbyggere. Der er en skumfidusenhjørning i en peberkagelavvu og et damptog, der tøffer forbi et enormt peberkageslot med snedækkede tårne og lysende vinduer.

Brille, en af de syv små dværge, vinker glad til mig fra balkonen i et peberkagehus på flere etager. Der er rækker af peberkagefolk – nogle med omhyggeligt udskårne ansigter af de mennesker, der lavede kunstværket – på et peberkagestadion for at se et peberkagefodboldhold spille på en sukkerbestrøet peberkagefodboldbane. Og i det ene lille hjørne ser jeg et tusindben af lakrids, der spiser af en knaldrød svamp med hvide glasurprikker.

Chokoladekugler, farverigt slik og glasur dækker næsten alle overflader – bortset fra de steder, hvor slikket har været uimodståeligt for små hænder.

Børn under 2 år må komme gratis ind ligesom alle, der har bidraget til udstillingen, samt børn under 12 år på hverdage. Jeg fristes sådan til at tage et stykke og smage – og jeg har endda lige spist brunch.

Efter mit besøg i Pepperkakebyen taler jeg med Steinar i et madtelt på Bergens julemarked – en anden lokal juleaktivitet. Udenfor regner det, for vi er trods alt i Bergen. Men indenfor er det hyggeligt og lunt med varmen fra besøgende, der drikker gløgg og varm chokolade med masser af flødeskum.

Selv om det er mere end 30 år siden, at den første inspiration opstod, står det klart, at Steinar stadig er fuldstændig dedikeret til projektet, og at han er en lokal berømthed på grund af det. Alle lader til at vide, hvem Steinar er, og han holder ofte pause under vores samtale for at vinke og nikke tilbage til dem, der går forbi.

Mellem de venlige interaktioner fortæller han mig, hvordan Pepperkakebyen har udviklet sig, og hvorfor det ikke kun er dens størrelse, der betyder noget: ”Nu har vi omkring 8.000 besøgende hvert eneste år, og nogle siger, at det ikke er en rigtig jul uden. Den er blevet en vigtig del af højtiden for mange mennesker. Det er en ny tradition.”

Gunvor Rasmussen, som er illustrator og ejer af et finurligt studie i Bergens Bryggen-område, der er på UNESCOs verdensarvsliste, er enig.

”Pepperkakebyen har været en kæmpe del af min jul siden 90’erne. Jeg kan faktisk ikke huske, da den ikke fandtes. Det blev en måde at skabe vores egen juletradition på, når alt andet allerede var gennemsyret af traditioner. Når man begynder at lave peberkager med vennerne hvert eneste år, bliver det pludselig til noget helt særligt. Det handlede ikke altid om at lave noget smukt, men mere om, at det var sjovt.”

Og det lyder virkelig også sjovt! ”Sammen med en ven lavede jeg et heksehus i vores heavy metal-periode, hvor alt, vi lavede, skulle være goth. Vi lavede et vind og skævt troldmandstårn, og engang lavede vi også et slot – eller rettere sagt, så lignede det vist ikke et slot, men det var et godt forsøg,” husker hun.

”Vi har også lavet et almindeligt peberkagehus fyldt med lyserøde ting og slik. I år [2022] har jeg lavet mit studie. Jeg lavede et galleri indeni, så man kunne se originale kunstværker, og et skilt udenfor, hvor der stod ‘Åben’.”

Kærligheden, omhuen og humoren, der ligger i at skabe Pepperkakebyen, er nem at få øje på. Det er let at se, hvorfor traditionen med peberkagebyen har sat sig fast. ”Især i det nordlige Norge og der, hvor Hurtigruten sejler,” siger Steinar, men også rundt om i verden.

I Norge kan man besøge peberkagebyer i Stavanger, Hammerfest, Haugesund, Fredrikstad og Bodø, og i de norske samfund i USA laver de dem også. I Minnesota er den årlige begivenhed vokset og har flere end 250 huse.

Pepperkakebyen i Bergen er enorm og er arealmæssigt den største, men en rivaliserende peberkageby i New York City er dog den officielle indehaver af rekorden for verdens største peberkageby. Hvorfor? Den vigtigste forskel er dog, at New York Citys ‘GingerBread Lane’, som håndlaves af Jon Lovitch hvert eneste år, er helt spiselig, hvorimod Bergen blander det glædelige virvar af spiselige peberkager og slik med uspiselige tog, små træer beklædt med ægte lyskæder og figurer, der alle er vidt forskellige.

”Det var ikke min plan, at det skulle brede sig. Men jeg er glad for, at det er tilfældet,” fortæller Steinar. Jeg er også glad, da jeg forlader Pepperkakebyen. Da jeg atter træder udenfor i Bergens regnvejr, tænker jeg på, at det er helt umuligt at undgå at blive inspireret af de omhyggeligt håndlavede kreationer og den festlige fællesskabsånd. Og ja, inden jeg gik, købte jeg nogle sæt til at lave mine egne peberkagehuse. Helt varm indeni lover jeg mig selv, at jeg vil starte en ny tradition derhjemme.