Historien om Nordlys: Myter og Legender

I dag kender vi videnskaben bag Nordlyset. Men forestil dig at stirre op på fænomenet af grønne, røde og lilla lys der flimrer henover himlen uden at vide, hvad de er. Det er ikke underligt, at nordlyset har påvirket folklore og legender gennem tiderne. Læs videre for at lære mere om de fortællinger, der er blevet inspireret af nordlyset verden over.

Nordlyset har givet inspiration til nogle af de mest dramatiske fortællinger i nordisk mytologi. Vikingerne fejrede nordlyset, fordi de troede, det var jordiske manifestationer af deres guder. Andre nordboer frygtede det og fortalte historier om de farer, de udgjorde, og udviklede overtro for at beskytte sig selv.

Uanset hvilken fantastisk fortælling, der fanger fantasien, er én ting sikkert – nordlyset blev tildelt stor magt og betydning af folk i de gamle nordiske samfund. Uanset om det var et godt eller dårligt varsel, var lyset lige så magisk og ærefuldt, som det fortsat er.

Mange af historierne omkring nordlyset i Nordamerikas samfund opstod fra en tro på, at det var de afdøde forfædres sjæle.

Man troede endda, at lyset kunne være ånderne fra de dyr, de jagede. Men ikke alle nordamerikanske legender skildrede nordlyset som noget helt så menneskekærligt.

Livets cyklus

Nogle fortællinger fra den oprindelige befolkning skildrer nordlyset som fakler, der bliver holdt af ånder, som havde til opgave at lede sjæle af de nyligt afdøde over afgrunden til et land af lys og overflod. For at kommunikere med mennesker på Jorden troede de, at nordlyset lavede en fløjtende lyd, der skulle besvares af mennesker med hvisken.

Eskimostammer troede, de kunne tilkalde nordlyset og få det til at tale med deres afdøde slægtninge. Cree-indianerne troede stærkt på “livets cyklus”. De troede også, at lyset var en måde at kommunikere med deres forfædre på, og når hunde gøede mod lyset, var det fordi, de genkendte de ledsagere, de havde mistet.

I Canada og nordlige Michigan troede algonquin-stammerne, at Jordens skaber Nanabozho flyttede til det fjerne nord og tændte et stort bål for at lade sit folk vide, at selv om han var langt væk, tænkte han stadig på dem. Nordlyset var en refleksion af denne ild.

Wisconsins menominee-indianere troede, at det, de så, var venlige kæmper, der fiskede om natten, og at lyset blev skabt af deres fakler, mens de fiskede.

Nordgrønlands inuitter troede, at lyset var de dødes ånder, der legede overnaturlige lege med et hvalroskranium, selv om andre lokale inuit-samfund troede, at det var hvalrosserne, der legede med et menneskekranium.

Varsler om død

Ikke alle Nordamerikas oprindelige samfund blev trøstet af nordlysets tilstedeværelse, og mange mente, at det var et dårligt varsel.

Great Plains-indianerne troede også, at lyset var en refleksion af store brande, men ikke en, der var lavet af en rar skaber. Deres var refleksioner af store flammer under enorme gryder, som de nordlige stammer tændte for at lave mad til deres fjender.

I Wisconsin troede fox-indianerne, at nordlyset var de rastløse ånder fra deres dræbte fjender, der forsøgte at rejse sig for at tage hævn – og var et varsel om pest og krig. I Alaska frygtede inuit-samfundene også lyset og bar knive for at beskytte sig mod nordlysets onde ånder.

Mens nordlyset mest hyppigt og intenst ses i nordlysovalerne over den arktiske polarcirkel, viser det sig også af og til længere sydpå, når der er et udbrud af solaktivitet.

Gennem historien har der været mange observationer af nordlys i Europa, hvilket har givet os mange myter og fortællinger.

Varsler om blodsudgydelser

Når nordlys viser sig længere sydpå i Europa, får lyset ofte en dyb, rødlig nuance. Det forklarer, hvorfor mange i det kontinentale Europa, betragtede nordlysets dansende, blodrøde streger som et dårligt tegn – et tegn på krig eller andre farer.

Et eksempel kunne være, da den franske revolution begyndte og skabte uro i landet i slutningen af det 18. århundrede. I ugerne inden monarkiet blev væltet, blev der set et lyserødt lys på himlen over England og Skotland, og de lokale rapporterede, at de hørte enorme hære kæmpe på himlen. De bange tilskuere troede, at det var en forudsigelse om krig og død.

Selv om skotterne gav nordlyset det muntre kaldenavn “glade dansere”, blev “danserne” skildret som faldne engle eller himmelkrigere i en episk kamp. På Hebriderne er blodsten et almindeligt syn, og de smukke grønne heliotroper er plettet med rødt. Skotterne troede, at de røde pletter var bloddråber, der faldt ned fra himlen på stenene, mens de “Glade Dansere” kæmpede.

Positive forudanelser

Men det var ikke alle, der så nordlyset som et dommedagsvarsel. Esterne troede for eksempel, at nordlyset var vidunderlige slæder, der førte gæster til en spektakulær bryllupsfest på himlen.

På samme måde er nordlyset i græsk-romersk mytologi personificeringen af ​​daggryet og søster til solen og månen. De gamle grækere og romere troede, at Aurora ræsede hen over himlen hver dag i sin stridsvogn og gjorde sin bror og søster opmærksomme på en ny dags komme. Når man ser nordlyset brede sig hen over himlen, er det nemt at forestille sig, hvordan historien tog form.

Vilde idéer

Myter forklarede ofte nordlyset ved hjælp af historier om dyr og natur. Nogle talte om, at nordlyset viste sig, når hvaler legede, mens vi danskere mente, at nordlyset var forårsaget af svaner, der konkurrerede om, hvem der kunne flyve længst mod nord. Ifølge legenden blev nogle af svanerne fanget i isen, og da de forsøgte at komme fri, slog de med vingerne og skabte vindstød på himlen.

Svenske fiskere så frem til at se nordlyset, da de troede, at lyset var refleksioner af gigantiske sildestimer, der svømmede tæt på. For dem betød nordlyset held og et løfte om en stor fangst.